Overflader og Glasur

Ind i mellem er en overflade helt glat, men lige så ofte er der mønstre, indridsninger, udskæringer eller facet skåret på overfladen.

På sådan en overflade, er der mulighed for, at se en glasurs fulde bredde; der hvor der er tyndt glaseret, har den én farve, der hvor kanterne er, trækker den sig måske eller der hvor den ”pooler” sig, giver den helt nye farver.

DSC_0306.JPG

Hver gang, at jeg har lavet et par emner med ”mønstret” overflade, kommer der altid et behov for, at lave nogle ”rolige” og helt enkle emner. Jeg er faktisk meget sammensat hvad overflader angår – jeg elsker det uregerlige og lidt mere ”vilde” udtryk samtidig med, at det er de helt enkle og ”fredfyldte” ting, der giver mig ro inden i. Min harmoni har brug for begge sider.

Glasuren i sig selv, har en hel selvstændig fortælling. Der er så mange elementer i det og lave en glasur, så mange ting, der påvirker udfaldet.

DSC_0072.JPG

Der er den kemiske del – alle råstofferne og hvordan de spiller sammen. Så er der temperaturen og i hvilken ovntype man brænder; er det en el-ovn, gas-ovn, måske en kombi af el og gas, brændefyret ovn, hvor man både kan soda og salt glasere , pit-brænding i jorden, sagga-brændinger i lukkede beholdere osv. Alle ovntyper giver noget forskelligt og man skal tilpasse ens glasurs smeltepunkt til ovntypen og dens temperatur. Hvis man desuden er så heldig, at der er mulighed for at man kan reducere ens glasur – dvs. ta´ ilten fra ovnrummet under brændingen – kan man opnå ekstra smukke glasurer.

Placering i ovnrummet og hvad emnet står ved siden af, kan også påvirke udfaldet. Der kan være ekstra varmt på øverste hylde og hvis emnet står ved siden af noget, der evt. damper med feks. Kobberoxyd, kan det også give ekstraordinære udtryk.

Sidst, men ikke mindst, er glaserings måden også en faktor. En glasur kan have forskellige udtryk afhængig af om man dypper emnet ned i en spand glasur, pensler/dupper det på eller sprøjter det på.